En vise vil jeg kvæde

(En ny vise om Ole Pedersen Smed) 1853

Tekst: Erik Bøgh, (1822-1899)
Melodi: Vald. Schiøtt (1826-1915)

Erling Jan Sørensens klaver-arrangement.
med eget lille forspil, og efterspil.

1.

En vise vil jeg kvæde om gamle Ole Smed, 
enhver til trøst og glæde - og ingen til fortræd. 
Hvad manden har bedrevet, det er just ikke stort; 
//: men visen, jeg har skrevet, 
er også simpelt gjort. :// 

2.

Hans moder hun hed Dorthe, hans fader hed Per Smed! 
Han er nu død og borte, og det er hun nok med. 
Om Oles første færden er grumme lidt bekendt; 
//: men han kom vel til verden 
som andre folk omtrent.:// 

3.

Det gik ham først lidt ilde i skolen; thi han så: 
den megen lærdom ville ej rigtig bide på; 
men tabte han vel modet? Nej, Ole han var tryg! 
//: Hvad ej han fik i ho'det, 
det fik han på sin ryg. :// 

4.

At blive konfirmeret var ej så let en kunst, 
derpå han spekulered et par års tid omsonst. 
Men hvordan det nu kom sig, så slap han frem en dag, 
//: for præsten han var om sig - 
det gjaldt et vognbeslag! :// 

5.

I røg og sod og sværte, med sved og slæb og slid 
sit håndværk nu han lærte, - og det tog megen tid, 
før Ole han forstod'et. Det ved jo nok enhver: 
//: Den kunst at træffe ho'det
 på sømmet er så svær. :// 

6.

Og da det var på tide, han skulle gifte sig, 
så gik han hen og fri'de; men Maren gav ham Nej; 
dog siden - sådan går'et - blev hun ham huld og tro 
//: og fik et barn om året ...
 og somme tider to! :// 

7.

Så levede de begge i mange, mange år, 
lunt sad han mellem vægge, tilfreds med sine kår, 
og mens nu gode tider med onde veksled om, 
//: så døde han omsider af bare alderdom. :// 

8.

Han leved fromt og stille, med verden holdt han fred: 
alt, hvad de andre ville, det ville Ole med. 
Tænk, hvor han kunne drevet det vidt med den forstand!
//: Guds død! Han havde blevet 
en prægtig rigsdagsmand! ://